Jeg hører, mens Frostnattens
Maane driver,
en Lyd i det Fjærne
af Lokomotiver,

de skifter Skinner
og opkaster Flammer,
mens Maanen fra Højden
gør lyst i dit Kammer.

Der pranger i Natten
langs Gader og Mure
en Lysglans fra Menneskers
Huse og Skure.

Vinteren bider
os Buler og Skrammer.
Vi svarer med sprukne
Lamper og Flammer.

II
Den natlige By
var et glædeløst Skue,
hvis Maanen ej gjorde
saa lyst i din Stue.

Den vandrer der øverst
saa tavs og forbinder
i mit Savn med al Verdens
Iltog og Skinner.

Den Maane har set mig
paa Østersøs Færge.
Den Maane har fulgt mig
i Sydtysklands Bjærge.

Hvorhen jeg end suste
paa alle de Mile,
saas Maanen højt oppe
samtidig ile.

Vi kom til Verona,
da stod den derude
paa Taa for at kigge
igennem vor Rude.

Vi vaagned en Nat
nogle Mil før Milano,
da Toget med ét
gik piano-piano -

og bag vore Ruder,
der glimred forgrædte,
saas Maaneskin paa
den lombardiske Slette.

Jeg glemte det ikke
for senere Tanker,
hvor sælsomt lombardisk
var Løvværk og Ranker.

Højsletten ligned
et Kirkegaards-Øde
med Fabelblomster,
der alle er døde.

III
Der strømmer herned
fra den maanerene
Luft som en Længsel
imod det Ene.

En Enhed du søger
paa Torve, i Smøger,
i alle Kirker,
i alle Bøger.

For den gad du stjæle
dig Vej gennem Stene.
En Enhed jeg søger;
hvad hedder det ene?

Et Bord for at mættes?
en Ovn for at dovne?
Ak jeg har hvilt ved
Saa mange Ovne!

Og jeg har drømt ved
saa herlige Barme,
men ønsked som Trolden
blot titusind Arme.

Begærer jeg Magt da
og Myndigheds Mine?
Ak Venner, jeg hører
slet ikke til hine:

fordi jeg som Fyrste
dog aldrig forliged
mig med, at en anden
tog Naboriget!

Jeg elsked Berømmelsens
Morgenrøde,
hvor Hjærtet blir ungt
af det Lys, det skal føde,

men søgte en Styrke
langt bedre end Ære, -
hvorved selve Livet
blev værd at begære.

En Enhed, en højeste
Enhed maa findes,
en Glans, hvoraf alle
dets Dybder beskinnes.

Hvad er det, vi søger
i Byer og Bøger,
naar ej det er Ry
eller Magt eller Skøger —?

Ak giv mig som Afgrunds -
og Himmel-Stormer
det Greb, som kan knytte
de tusinde Former,

den Kløgt, som faar Livsens
Guldnøgler givet,
kongelig, uden at
sparke til Livet,

den dybe Drift, som
blev aldrig stillet,
men sejrende ser
i Alverden sit Billed.

Hvad kan jeg da ønske?
Lidt Brød og lidt Ære
Men foreløbig
kun Ret til at være.