Den sødt søvndrukne Nattergal,
der slog i Nat sin Kastagnet,
mens Regnen bruste stærk og sval -
sov ind i Gryets Sølvlys træt.

Og Dagen løfter sin Pokal,
og Søens Olieflade snor
sig som en Muslings Perleskal
bredt om en Strime guldbrun Jord.

Mit Hjerte, fyldt ved Dagens Krus,
slaar Kastagnet til Minders Bud.
Hver Dør staar aaben i mit Hus ...
Svalerne stryger ind og ud.