Til en mosgroet Pynt af en Graastenskyst,
hvis Ensomhed rækker fra Vest til Øst,
hvor sjældent en Skipper i Nutiden lander,
føres jeg hen af min Lykke, som strander -
til et Sted, hvor Naturen i vidløs Viden
har gentaget sig gennem Tusinder Aar,
ved det sporløse Hav, hvor hvert Minde forgaar,
hvor Kraften er vejvild og tidløs Tiden.

Sværdet smeddet til Landets Værn
rusted i Jorden som gammelt Jern.

Livsmodet oprejst til Frihedens Skanse
misted sin Sejer, sit Flag, sine Kranse.

Hjertet der strømmed af Sødme og Sang
sagtned sit Væld, da Tiden blev trang.

Og Hjernens urolige Spil blev begravet,
der ebbed og svulmed med Storhed som Havet.

Her skal under langsomme Regndraabers Fald
min Sjæl fældes ned som et kostbart Krystal,
skal smedde urørt af Livet, som kalder,
sit Tankemetal uden Tid eller Alder.

Almagtens Fader, de svages Hyrde,
du gjorde ofte mit Liv til en Byrde.
Jeg kan ikke smigre. Jeg kan ikke prale
med høje Ord: at jeg fik dig i Tale.
Jeg kan kun sige med daglige Ord,
at jeg kender dig nu, jeg er kommen paa Spor.
Vogt dig, Jehova, paa Hovmodets Vej,
du møder ej to Gange en som mig.
Og slaar du mig ned som Dalenes Lilje,
vll jeg gøre dig hellig imod din Vilje.

Jeg føler med Græsset som gror
og med llden som hærger,
med Blomsten der aabner sin Bund
og Vulkanen i Udbrud.
Se alting er Spiring og Tøven og Tændthed og Sprængning:
Bespot ikke Krateret, selv naar Vulkanerne hviler.
Lad min trætte Higen finde Fred
i en sød Mangfoldighed af Græs
grønt og yppigt, spraglet, brunt og broget
fint og fjerdelt, frynset, fnugget Græs,
et Forvisningssted, hvis Væxt er frodig,
Længslen vild, men ikke mere blodig.