Sophus Niels Christen Claussen

12 September 1865 / Helletofte – 11 April 1931 / Gentofte

Markedet

Perlebaand paa Heste af Træ,
Tømmer med Muslingeskaller paa,
og den skønne med runde Knæ,
Ryttersken, rider den abildgraa.

Perlebaandsraslen og vild Musik,
viltre Dukker med Mekanik,
Glas og Guld og Sølv og Bemaling
udhyres stort til en billig Betaling.

Hvide Perler og stejle Syner,
Muslingetømmer og Guld, som lyner,
Lirekasser, hvis skærende Skrig
minder om Orgel, Passion og Lig.

Tag mig væk, jeg er svimmel, jeg segner,
dræb mig med Kys, mine Læber blegner,
bring mig til Hvile et Nu, jeg er ør,
sving mig og snur mig i Dans, saa jeg dør!

Sminkede Pigebørn uden Tanker,
Heste med struttende Haler og Manker.
Hvide Perler og iltre Blik,
hvilken Passionsmusik!

Hvide Perler og stejlende Heste,
Kaner af Træ, som er malt paa det bedste,
Heste i Flok, som et vildt Sekund
strutter med Hale og Top og gaar rundt.

Jeg er svimmel og døv paa en Time,
lad Karussel-Ligklokkerne kime.
Naar jeg har sagt det sidste Farvel,
blir jeg nok Hest i en Karussel!
111 Total read