Saa briseblaa mod den klinthøje Kyst
gaar Stranden som Nyn af den kærestes Røst,
naar med røde Tøfler og slentrende Fjed
hun kommer om Morgnen ad Trapperne ned.

Jeg ser fra en Skrænt, som er mos-kølig, fin,
over Storebælts Lærred et Lufthav som Vin,
hvis Sol kysser Varme til Knoklernes Grund,
som det unge Goddag af den blodfine Mund.

Og jeg tror, om jeg laa mellem Tangplanter død,
som et bleget Skelet: hvis jeg bares til Glød
af Sollys og Kys af de Læbers Koral -
brød der Blomster frem af min Dødningeskal.