At Lænestolen, hvor hendes Haandled har hvilt i Timer!
at hendes Arme og Stolearmene rimer!
at vel forenet og sammenstillet
opstaar en Renhed, selv under Stolen, i Liniespillet
som Digtets Rigdom af lette Stavrim og Assonanser
med kontrapunktiske Støttesteder for Sind og Sanser.
Men naar hun flytter en Haand, et Fodled, oprives Normen,
en Ufredsjagen gaar kryds og tværs og gør Vold paa Formen.
Og hendes Ankler uskyldig korsede med skønne Hæle
forstyrrer de under Stolen ansatte Træværk og Pæle.