I maaneblændet Drøm det tavse Sund
nu slumrer mellem bløde Bakkekanter.
Og her: mod Vejens støvethvide Grund
Kastanjerækken sort sin Skygge planter.

Jeg vader i den hvide Félys-Strøm,
søvnløs, mens Verden ligger dum-forsovet.
Det brænder mig som Ild, naar i min Drøm
jeg sér dit blide Smil, dit lyse Hoved.

Aléne gaar jeg. Hvorfor kom ej du?
og blot et Ord mig kunde dulme Sorgen!
Alene vaagen venter jeg med Gru
paa Længslens lange Marterdag i Morgen.