Langs ad de natlige Gader
to Skygger mit Fodtrin møde,
den blaalige skære fra Maanen
og Lygternes matte røde.

Alvorlig, sky og alvorlig
ud i den hvide, hvide
sværmende Vinter-Midnat,
der vil jeg alene skride.

Jeg taaler ej Had og Kærtegn
af Kvinder, — som Sneen taaler
ej haarde Hæles Trampen,
ej Solens lunkne Straaler.

Og over mit ensomme Hoved
i Nattens havblaa Kuppel
der fryser Maanen sibirisk
hvid, som en Sølverrubel.

Det er, som min tabte Veninde,
Dronning for alle de Gode,
sad dèr og frøs i sit Pelsværk,
— en lysende Himmelklode.

Det er, som hun inderlig vilde
sig selv med mit Væsen blande,
men skulde sidde og straale
med Helgenring om sin Pande.

Der rækker hun mig i Tavshed
sit Haandtryk for Timer og Tider,
mens Himmelhavet evig
ned over Stjernerne skrider.