Fem Porte som fem svære Jærnlaase
aflukker det herskabelige Siena fra det kvægrige Toscana.
Ad tre smalle Gader, som tre lange Korridorer,
naar man ind til Viktor Emmanuels-Pladsen,
der er hul som en uhyre Østersskal,
og hvor Raadhuset ligger med Sodomas Fresker,
og hvor der findes en berømt, gammel Brønd,
og hvor i Genoprejsningens Dage i Halvtredserne
Viktor Emmanuel
af det enstemmige, toscanske Folk
udvalgtes til Konge af Toscana.

Jeg sidder den hele Dag paa Torvet i Siena
ved Marmorbrønden, en gammel Mesters Arbejde,
og bages af Solen og taler med Kvinderne, som kommer for at hente Vand.

Og Tiggeren fra før kommer til mig
og fører mig hen i det allerældste Palads,
hvor jeg for en naragtig Betaling faar en hel Etage til Leje
og Udsigt over Herskabets Marmorterasse under mine Vinduer
og Haverne, Borgmuren, de fjærne, blaa Bjærge.

Men ved Aftensmaaltiderne paa Albergo Toscana
nyder jeg for en Betaling, som vilde bringe en parisisk Tigger til Latter,
den bedste Suppe, den fyldigste Chianti og fortræffeligt Oxekød
Side om Side med Garnisonens Officerer,
som under Taarer kysser hverandre paa begge Kinder,
naar en højere Ordre river dem bort til Florens eller Milano.
Side om Side med veltalende Universitetsprofessorer
fordyber jeg mig hver Aften længe paa fransk
i følelsesfulde Samtaler med en ung Nobile fra Siena,
en brav og fin Adelsmand
uden megen medfødt Rigdom.

Imidlertid passer Dante Neso,
den unge, toscanske Kelner,
Forsyningen.

„Kære nordiske Herre,"
siger den toscanske Adelsmand til mig.
„Hvorfor bliver De ikke længere i Byen?
Jeg vilde indføre Dem hos Grevinden af Luna
og hos Hertuginde Delsole.
Skam Dem ikke ved at tale italiensk til mig.
Ved evig at tale det franske
lærer De jo aldrig Sproget..."

Vi taler om Kærligheden og Bøgerne.
Han siger til mig:
„Hvad skal Kulturen og Bøgerne?
Er det ikke en Ulykke at tænke?
Naar jeg er hos Hertuginde Delsole
og jeg ser hende selv og ser,
hvad hun gør, hvad der sker i hende, om hende, i hendes Sale,
er det da ikke en Ulykke,
at Kærligheden har lukket mine Øjne op
og lært mig at tænke?"

Men jeg, som altid vil strides,
siger til ham:
„Ogsaa jeg er en Mand,
som min Elskede har forsmaaet.
Deres Blod er sydlandsk, hæftigt.
Jeg er nordisk og flegmatisk,
og jeg tænker:
er det ikke en Lykke, tværtimod,
at Bøgerne har slaaet mine Øjne op paa vid Gab,
at Kærligheden med blodig Haand
har slaaet mit Hjærtes Døre op paa vid Gab
og lært mig at tænke?"

Ude i Gaden begynder et Æsel at skryde.
Et Æsels Skryden er voldsom og dog henaandet,
henaandet og dog paastaaelig,
nærmest som en Pumpe, der slet ikke vil give Vand.
Og Dante, den toscanske Yngling og Opvarter,
hjælper os begge i Overfrakken
og lover en Aften at vise mig Siena.