Italien tykkes mig — trods alle Synder -
et Kanans Land for skønhedssyge Sjæle,
især for mig, som Sol til Hverdag ynder
og Vin, der uden Tremmeværk og Pæle
i lange Ranker slyngende sig skynder
fra Træ til Træ — som naar paa Scenens Fjæle
der durer Dans af provençalske Bønder
i en Ballet, som Mængdens Haandklap lønner.

Jeg holder af i Høst ved Skumringstid
at ride ud og ikke skulle be'
min Tjener først at bringe Kappe hid,
for det er graat og bliver Regn maaske;
at vide trygt, hvis et Par Kuskes Strid
gør trangt i Svejet af en grøn Allé:
svingfuld med Druer røde Vogne spærre -
I England var det højst en Bryggerkærre.

Jeg holder af et Maaltid Bekkasiner,
mens jeg ser Solen synke, sikker paa,
den ej vil stige mat, med drukne Miner
bag næste Morgens taagetdøde Graa,
men køre frem sit Spand i stramme Liner
ud over Himlens skyfri-blanke Blaa
og savne ej de Skillingslys, som vaager,
hvor kulrøgsodet Londons Kedler koger.

Og saa det halvlatinske Sprog, det bløde,
der smælter hen som Kys fra Kvindemund
og klinger, præntet som paa Fløjl, i Møde
og aander som en Sydvind os i Blund,
glidende Tonefald, der aldrig støde,
hver Konsonant behændig klar og rund.
Ak vé for Nordbo-Maal, som vi er nødte
daglig at gispe, gurgle op og spytte!

Jeg elsker Kvinderne — aa søde Syn:
fra Bondekindens broncet-røde Fylde
og store, sorte Øjnes frie Lyn,
hvis Flammer vel kan Hjærteangst forskylde,
til Damens fine, melankolske Bryn
med Smælte-Blik, som Skygger blødt tilhylle:
Hjærtet paa Læben, Sjæl bag Øjets Sky,
mild som sit Klima, solrig som dets Gry.

O Eva for et Land, endnu et Eden!
Italiens Skønne, som gav Rafael Varme,
kan Himlen selv opveje Saligheden,
hvoraf han døde mellem dine Arme
og gav en Genglans i sin Kunst her neden?
Og kan, skønt hæftigblussende, de arme
Ord vel faa malt din ungdomssøde Gløden,
hvortil Canovas Formning var fornøden —?