Al Glæde er saa kort. Har en Muse ved vor Ild
fortrolig sat sig hen at knække Nødder,
da vil vi kysse hende en Gang og én Gang til,
mens Vers og Venskab staar paa gode Fødder.

Jeg vader og jeg vader i Efteraarets Løv
men kan trods al min Søgen ikke finde,
hvorfor Hr. Simon vedblev, som ganske blind og døv,
at kysse en saa tankeløs Veninde.

Hun flytted bort fra Tanten, hun stormed fræk og sød
fra Favn til Favn... en munter Lykkebringer,
der kaared dem til Guder, hun optog i sit Skød:
hun laante selve Lidenskaben Vinger.

Han elsked og blev favnet, til Løvet faldt i Høst,
og Efteraarets raske Blæst og Bølge
paa ny bar Simons Ven til vor dryppende Kyst.
Han havde da en Søster med i Følge.

Hun ligned — fin og nordisk — en blond Odalisk,
— men som et indisk Vaaben, som en Daggert
af rig og sjælden Skønhed, hvis Linje evig frisk
forener noget smærteligt og vakkert.

I sligt et indisk Vaaben kan være skjult en Sjæl.
Den stærke Klinge har en sælsom Svejning.
Og Blodets Stemmer tier, og noget hvisker: Knæl
for hendes Karma! ( — det er Sjælens Tegning).

Der laa en Lok af Minas — de mørke Silkedun -
paa Simons Bord. Og Vennens lyse Søster
brød uvilkaarligt ud i et Raab: „Nej er hun brun,"
som var hun bleven skinsyg... Ak, det trøster!

Han knælte ned for Pigen; thi noget hvisked: „Knæl."
Og da de hvide Hænder blev ham givet,
det var, som om han kyssed hendes Karma, hendes Sjæl,
der skælved som en Susning gennem Sivet.

Hun var af dem, man elsker, naar Dagene blir graa,
naar Svalens lette Skrig er blidt forstummet,
af dem, hvis dybe Kilder er svære at naa
hvis Kærlighed til Gengæld fylder Rummet.

Og da hun atter rejste: hvor stod hun rank om Bord,
mens Skibet flygted, fulgt af Røg og Maager.
Det var som Kærligheden, der loved uden Ord
at huske ham i fjærne By'r og Taager.

Hun loved ham saa sikkert at komme igen...
Dog, Simon stamped vredt i Gadens Stene:
„Du blev min ømme Skytsaand, Gudinde og Ven!
... Men hvorfor har du ladet mig alene?"