I Dag brænder jeg efter Neapel,
det brede, paa Vulkaner fra umindelige Tider myldrende
og altid splinternye!
Dronninge-Søstaden i Pjalter,
hvor det hellige vilde Sollys er hverdags
som Skidenheden og Støvet,
den alle Rammer brydende Hverdag
i det uoverkommelige Neapel.

Jeg brænder efter Bølgeslaget og de travende Heste
og den lurvede Markedsgade ved Mørkets Frembrud,
hvor Pigen talte sit grove Fransk fra Algier,
og Arabere og Marokkanere i sjældne Dragter
tilbød endnu sjældnere Varer og Tjenester.
Jeg brænder efter disse Bølger og Bredder,
hvor Oldtid og Middelalder og Nutid
har elsket og æventyret,
har kriget og snigmyrdet og drevet Handel,
væltet i Tyranner og Blodbad,
der kun gjorde Jorden rigere paa Mennesker.
Det ganske uoverkommelige Neapel!
— hvor den skønne Svælgen i helliglange Klæder
løser sit Haar og sine Blomster for den korte Lystighed,
hvor Gyderne har slimet Mørket til Knivstik og Forbandelse,
hvor alle Violiner er falden i Rendestenene
for at have des højere Himmel at juble imod
(de vaade himmelfaldne Violiner)
men Rendestenene udspyr Fiskerprinsesser
og Tiggergydernes Kloakmund
eneste levende Vandliljer og Madonnaer.

*

Ah hvor strømmer de, færdes de
paa det solbelagte brede Via Roma!
Helt oppe fra det store Musæum
og helt ned mod Havnen — denne statelige Hverdag!
Kaffehusene og Posilipo-Vinen
og Damen fra det nærliggende Salerno,
som skyllede op midt i Trængslen,
en Legemgørelse af Via Roma.

Og jeg brænder efter de mørke Kirker, kryptagtige med Altre,
hvor bodfærdige, sortbeslørede Syndersker
knæler for Hellighedens Lys og hvide Roser
og søger umulige Skygge i en halvhedensk Gudsbedyrkelse.

Og Damen fra Salerno
— en eneste Solbølge
i en sort Særk af Silke!