En frodig Plet jeg aner,
Krokus og Tulipaner.
Den graanende Aften en Blæst har bragt,
det bruser i Læbeblomsternes Dragt.

Det er som unge Kvinder,
en Skæbnetrolddom binder -
hvis Nidkærhed fandt aldrig Fred...
Nu hvisker de paa dette Sted.

De blege Blomster finder
saa mange Hjærtens Minder.
De skændes ensomt i Blæst og Dug
og falmer med Læberne gule af Fnug.