Jeg kender én — hun nød kun en tarvelig Lykke;
da slog hun sig paa Kvinder: de ærbart forfløjne,
der aabner kry mod Verden deres Tusendfryds-Øjne
og skaffer Hjærtet Ro ved at lade Tanker trykke.

De stiller alle Kravet, slagfærdig resolute,
at vorde stærke, hele ... som Kar, der er brudte ...
og ved ej, hvis af Hjærterne der haltes og hinkes,
at Verden er i Stykker og kan slet ikke klinkes.

Jeg kender én ... om hende var der Trængsel og Rift,
men som hun var lagt an for det fine og flotte,
saa gik hun hen og tog sig en ganske fattig Rotte,
der drak for Konens Penge, da vel de var gift;
indtil han helt forfaldt med samt alle hans Slotte.
Nu er de separeret ... I Tale og Skrift
hun raser og forfølger og virker ved sin blotte
Forfarenhed som Kvindeklubbens Pande og Potte.
Hun ser ham af og til, den forhadte, og forsoner
hans Hjærte Onsdag Aften med lidt Mad og nogle Kroner.

Jeg kender én: — hun var kun et egensindigt Barn,
en stille Hex, der kasted paa en ufortjent Synder
sit sære Hjærtes Godhed — en Tølper og Begynder,
der sprælled som en Fisk i de silkesnævre Garn
og plukked herskesyg hendes stolte Trods itu.
Den unge Pige flygted og ærgrer sig endnu ...
hun føler sig som én, der er sluppen fra de vilde,
hun vil for alt ej sætte sin Frihed paa en Grille,
men vise, hun kan kede sig og læse selv sin Bog
og uden Mand kaptejne i Sø sin fine Skude.
Den Bøddel! ... Hun erindrer ham i sin fjærne Krog
et Nu, naar hun om Aftnen lægger Øret til sin Pude.

... Hver Gang et Ønske glipped — en Mand slap dem af Hænderne
de krænkede Kvinder, de ruster sig til Tænderne.