Pragtfulde Somre, under Parkens Grene,
Ild i hvert Øje, Skæmt og munter Kiv,
kun under Roser glimted Ufreds Kniv.
Der dryssed Dug paa Planter, Dyr og Stene.
Og Lærdom var et saligt Tidsfordriv,
ved Frue Kirke oprejst sov Athene.
Forfængelighed, Aandsmod, skønt Bedrag!
Vi drømte om en Kilde Hippokrene.

Men dobbelt Skydning vækked os en Dag,
og Giftgas brændte Svælg og Øjenvipper,
vi sloges i Moradser ... som ved Ypres!

Man kan ei høre i en dobbelt Ild,
mens Shrapnells, springende paa alle Kanter,
elektriserer Stene, Dyr og Planter.
Man føler paa sig selv ... om man er til? — Hurrah!

Med Døden og Sergentens Raab i Hælene,
i Vand til Halsen, men med Ild i Sjælene
gaar Tropperne i Rædslens Kanonade,
og spændt og hærdet synger Jordens Flade — Hurrah!