Jeg vil ej forbyde den triste
at være saa skummel, han vil,
men jeg vil selv være til.

Vi var en Skare Venner,
som elsked den nye Tid,
hvem Hjærtet gjaldt bedre end Vid.

Vi havde Længsler i Sinde.
Vi raabte til Landets Skygger:
Gaa bort og lad Solen skinne!

Vi kom ej langt med det Gode.
Vi kom slet ingen Vej.
Og nogle, som opgav at vinde,

bli'er nu slaaet nede for Fode,
Mænd, der var lige saa gode,
og Mænd, der var bedre end jeg.

Jeg føler mig skæbnebunden
til den, der har elsket sin Tid
med Hjærte mer end med Vid -

som tabte Hjærtet et Steds
og fandt det ikke igen -
Aar løb og Aar snegled hen.

Men skal vi fældes, da vil jeg
dog dø med min Rustning paa
— Rustning fra Top til Taa.

Det er for lidt, De forstaar,
E. Brandes, Musaget,
som ikke var Poet.

Bar De — som Ungdomsven — Skyld,
da Jacobsen, Digter og „Drømmer",
blev Drømmenes golde Fordømmer?

Det er lidt bittert, Højstærede!
— vor største Nutidsdigter
var Drømmer, men turde ej være det!

De fatter nu lige saa lidt
som selve O.B. — den Styggen! -
der kun er en Løve fra Ryggen.

Endnu er der Lykke og Sol.
Er Moderen mon bleven karrig?
— Hvorfor er vor Broder saa arrig?

Og Kilderne strømmer som før.
Jeg lyttede, udenfor Staden,
Til Ermelundskilde-Najaden,

der bredte sin flittige Sølvlyd
som Smaabjælder højt i Luften,
beruste og fanged Fornuften.

Her kunde jeg muntert fatte
det Mod — ved en Moders Død -
at vare som Guld hendes Skatte.

Thi hør: Da den kloge Moder,
jeg nævnte nylig, forgik,
forgik dog ej hendes Skik.

Vel skiltes Broder og Broder.
Men Skænken, hun gav saa længe,
yngled som andre Penge.

Med den, enhver fik til Ægte,
delte han Dug og Glas,
hun sad paa en gylden Plads.

Saa delte den unge Kvinde
med Rollingen Skilling og Krus,
at hver Dags Guld kunde skinne.

Jeg sad ved Najadens Trappe.
Det nynned: „I lever jo alle
paa moderlig Naades Kappe."

Vor ældgamle Fritænker-Ret
jeg genfandt ved Kilderne givet
som „Drømmen — Sandheden — Livet."

Jeg løfter nu her et Glas
med Tudserne indstøbt paa Bunden.
Saa før' det dristig til Munden!

Snart bliver der Alvor af Leg,
jeg søger ham — hvor er min Broder?
Thi jeg har Brødre af Eg.