Som Morgenklokkens Klemt faar de forsømte Hunde
paa Korsvej og paa Torv til at halse i Sky,
din kyske Luth med Væld fra Lysets rene Sunde
har affødt, George, den hæsligste Tuden og Gny.

— Men selv om Vinden peb om din Muses blege Pande,
du knytted ikke Lokkerne, som flagre og fly.
Du ved, at Møen Phøbe fra Maanens hvide Lande,
som drager Havets Flod, faar Slanger til at spy.

End ikke med et Smil har du svaret de uhyre
Kræfter, der kom i Sving for at kue dit Mod
og mærke med lidt Dynd din frie, nøgne Fod.

— Men som Desdëmona frembøjet mod din Lyre
sad du, mens Storm og Lyn om Husets Gavle slaa,
med store Drømmeøjne og tænkte ej derpaa.