Du gæster mig igen i Stjærnenætters Taage,
Alf med Azurens Glimt bag de slørede Laage,
min tabte Kærlighed og min dyreste Skat.
I tre Aar har jeg tappert forfulgt dig og hadet.
Men med dit søde Smil og Øjet taarebadet
har ved mit Hovedgærde helt tyst du dig sat.
Et sagte Ord af dig har skabt et Verdensunder.
Læg Haanden paa mit Hjærte, det har saa dybe Vunder.
Uddyb dem, skønne Alf, til det standser sit Slag!
Thi aldrig har en Elsker, der dør nær sin Veninde,
i to saa sorte Øjne din Himmel kunnet finde
og paa saa skøn en Pande dig kysset før i Dag.