Der var i min Ungdom
— ak Gud, hvor jeg længtes! -
saa mange Porte,
hvis Laase stængtes.

Bag dobbelte Døre
og uhyre Skodder
jeg sukked mod Luft
som den fattigste Stodder.

Men Dagen skal gry,
da vi glemmer at sove
for Hestevrinsken
og hastende Hove.

Vi brækkede Skodderne,
sprængte Porten
og kaldte Tyrannerne
ud i Skjorten.

...Det var i min Ungdom,
de spærred mig inde.
Nu er jeg mer fangen
end nogen Sinde.

Og lidet nytter
at drømme og vaase
om brudte Skodder
og aabne Laase.

Og lidet nytter
min Hexen og Gøglen.
Det var i min Ungdom,
da havde jeg Nøglen -

Guldnøglen, som aabner
de graavejrs-vaade
Paladsers Porte,
der gemmer en Gaade.

Og naar jeg vinked,
da oplod sig Buret,
hvis stolte Tærskel
skinnede skuret.

En Dørvogterinde
stod blond og fager
og sænked sin Pande:
„Som I behager!"

Hun sænked sin Haand
som en Lysengel Sværdet
(jeg skjalv ved at se mig
saa skælvende æret)-

og førte mig tyst
til den Underskønne,
hvis Læber var smalle
og Øjnene grønne.

...Der vented en Fe
i en hemmelig Stue
ved Kobber-Fyrfadets
blaalige Lue -

Mens Væggenes Tæpper
var vævede Fabler
med Lotus og Øgler
og Storkesnabler.