Skal jeg mon rejse? skal jeg mon blive?
Let over Himmelen Vaarskyer drive.

Gadernes Virvar sig slentrende soler,
selv har jeg købt en Buket Violer.

Himmelblaa Vaar, og Violerne dufter,
ikke en isnende Trækvind lufter.

Endelig nu er vel Vinteren omme?
foraarsberuset hun venter mit Komme ...

En hvileløs Nat i en mørk Kupé;
ved Daggry laa Markerne hvide af Sné.

I Snefog og Halvmørke stod jeg derude
bankende svagt paa min elskedes Rude.

Og jeg laa klynget i Arme bløde,
til Længslen drog over og Pulsslaget døde.

Saa slappedes Armene favntagsmatte,
og atter sad vi foraarsforladte. -

Jeg vented paa Foraar i tvende Dage,
og isnet jeg drog gennem Snéen tilbage.

Stormkolde Marts! dit Sollys har sveget
én, som har elsket og hadet for meget.

Jævndøgnet tungt med sin Snevægt skrider ...
Der mærkes dog Tegn til Foraar omsider.