Os Luften ej længere duftende lun
med sit silkeblaa Væv, sine uldhvide Dun
om Legemet slutter — en Dyne saa hed -
og gyder os Vellyst i unge Sanser.
Nu Strømmene styrter fra Skyerne ned,
som tunge og graa vore Dage omkranser.

Det bliver saa mørkt i den store By.
Man lukker tungsindig sig inde,
hvor Ovnen kan buldre, og Stuen har Ly
mod Regn og mod ruskende Vinde.
Nu genvindes atter det kølige Blod,
og Du finder den Fred, som i Vaar dig forlod.

Men ikke skal jeg og min Pige
dog rømme vort Kærlighedsrige
Vi er vel lidt tyste, en Smule mer stille,
lidt mindre beruste og mindre kaade,
men ømme og glade, som før, vi ville
vor Kærlighed skifte af egen Naade.

For isnende Vinde vi genner os inde.

Naar Vintren da kommer med Tæppet det hvide,
saa faar vore Drømme den selvsamme Lød,
den varige Blidhed, som frygter i Tide
at stride om Ting, som kan volde os Nød.
Saa skal vore Tanker da blive saa fromme,
vi sidder ved Ilden, naar Aftnerne komme,
enhver i sin Stol ... mens den sitrende Glød
belyser hende med straalende søde
violblaa Øjne: saa blussende rød.
Og Skæret og Varmen, som slaar os i Møde,
gør Tusmørket om os fortroligt og rart ...
Jeg ryger paa Pibe, hun sømmer og hækler -
Et Fremtidsstykke! Min Tanke faar Fart:
det snér, og der henrinder halve Sekler!
hun er graanet, og jeg bærer snehvid Bart!
Og nu læner min Søde sig halvt til mit Bryst,
mens ung og alvorlig hun stirrer mod Flammen.
Vi taler om ophøjet Kærlighedslyst
og om Liv, der er Solskin, naar blot vi er sammen.
Og vi kysses en Gang, mens hun sagte smiler,
og Favn i Favn vi saa sjælden hviler.

Men Døgnene glider,
og Vinteren lider,
til Paaske vi naar.
og Muldjorden grøder,
og Digterne møder
med nye Rim omsider
oaa Loengsel og Vaar.

Med Blomster, som vækkes
med nye Gæs som kækkes,
mens nye Lærker slaar,
med Ællinger, som trimler
mellem Bukkar og Primler,
og Jomfrubøg, der dækkes
af Løv med Silkehaar.

Og digterisk et Mylder
af Tusser Kæret fylder
og Klokkefrøen slaar
Men Nattergale higer
gennem alle Kunstens Riger
paa kække Løb, som hylder
en Brud fra i Gaar.

Da drager mig dobbelt min elskedes Favn,
da tændes vor Ungdom til Flamme,
og har vi indlullet de ømme Savn,
da vaagner de ny med det samme.
Da strækker vi os i det søde-bløde
duftende Græs ...
Dine Kinder gløde,
Du smutter glad til det gamle Sted
— tørskoet frem ad et Løb mellem Stene -
hvor bredt under hældende Bøgegrene
en kongelig Skrænt ... Du min Kærlighed!