Jeg bider ikke dine kyske Læber ...
Du er saa bleg, Dødsfjende-Hjærtenskær.
Ak Gud, at træffe dig!
Du har et Skær
af Evighed, som al min Glæde dræber.

At møde dig i denne Storstads-Larm!
Du kommer hid fra glemte Sommeregne,
hvor Dagen sneg til Skoves Græs sig varm
fra valmuplettet Korn, som Brombær hegne;
hvor Stranden flød paa alle Sider salt,
og slap man ind fra Markens Kløverdynger,
en Duft af Byens Linde fyldte Alt,
mens tæt som Børn, der gaar i Ring og synger,
de krumme Gader Kirkens Mur omslynger,
hvis Spir til Midnatsklokkens Troldelyd
staar ret mod Himlen som et stenet Spyd...

Du har en Bleghed, som min Glæde dræber.
Jeg tør ej røre dig. De røde Læber
er Is, som har de kysset Dødens Ve.
Jeg ser din lille By ved Vintersne
og ser, hvor løs og salig Vaaren gryr
med gyldne Knopper, smukke Børn, som le,
ved Aaløb under Pile, sølvgraa Skyr,
med Hornsignaler som en grøn Armé,
der mylrende fra Voldens Skrænter flyr,
til Solen daler hed og Havnens Vande
blegrøde, blaa og gule tungt sig blande.

Retræten blæses Klokken Ti. Godnat!
Og alle Ruder slukkes, Byen sover...
men du er bleg af Maaneskin, min Skat!
Du vækkes ved en Larm, der stiger brat
fra Havnen, naar en Færge kommer over.
En Ringen og et Hvin! i Mørke dulgt
et Iltog farer bort som en forfulgt.

Der fandt jeg dig paa slig en farlig Plet,
hvor Stemning voxer op af Gadens Stene,
hvor alt er gotisk muret og saa tæt
sig i hverandre Skæbnerne forgrene.
Hvad her er stort og nyt og rankt og let
faar aldrig Magt mod slig en gammel Scene
med Vildvin over skæve Huses Stolper,
Soldatermarsj og Brag af Bøssekolber.

Hvor saligt bølged Sol og Løv paa Lunden
en Søndag, naar ved Frokost eller Vin
vor Flok af Unge mødtes! Mangen svunden
Vaardag staar blaa i Hjærtets graa Ruin!
Veninders kække Mod! hvor man i Grunden
fornam sit bedre Jeg saa søndagsfin.
Ak kendte Toner kommer mig paa Strengene!
Saa blev en Dag i dine Garn jeg hængende.

Nej, læn dit lyse Hoved mer tilbage
og lad mig kysse denne Alvorsmund
som i din egen By i svundne Dage!
Vi er to Svaler dog, der evig krydses.
Penélope, du elsker din Ulysses!
Penélope med Sax og Fingerbøl,
hvis Husflid fylder en Provins med Møl,
snart skilles vi med salte Taarers Nød.
Jeg tier, men jeg husker til min Død.