Sophus Niels Christen Claussen

12 September 1865 / Helletofte – 11 April 1931 / Gentofte

I det vildeste Bjærgpas ..

I det vildeste Bjærgpas i Spanien
har jeg set Mylady paa sit Muldyr,
som blev ført af Barberen i Sevilla.
Hun var mere sort end sin Skygge.

Hendes Lokker var sorte,
hendes Ansigt var graat.
Hendes Hjærte var et gammelt Træ
paa mere ondt end godt.

Og dog med Lastens mørke
forvitrende Skrift
det var, som hun talte
til min helligste Drift.

Hun talte til en Sødme,
hun havde selv forraadt -
(der var en dunkel Rødme,
paa begge Kinder saa't).

Hun lyste: som af Solglans
en sprukken Kongemur.
Der fandtes Ørnereder
i den gamle Kongemur.

I det vildeste Bjærgpas i Spanien
har jeg genset Mylady paa sit Muldyr,
som blev ført af Barberen i Sevilla
mellem Klipper, der flimred som Kvægsølv.

Hun var lige saa sort som sit Muldyr,
hun var mere sort end sin Skygge.
I den første Taverne gjorde
hun Mulæseldriverens Lykke.
121 Total read