Sand! da du skrev det ned, hvor havde dine Øjne
før kendt det Optrins Gru, hvor Noun, den halvvejs nøgne,
paa Indianas Seng hos Raymond forgaar i Glød?
Hvem indgav dig at prænte en Side, som brænder,
hvor Kærligheden søger med bævende Hænder
det elskede Genfærd af en Lykke, som er død?

Erfoer du i dit Hjærte den samme Sorg og Møde?
Og hvad Raymond har tænkt, kan du gætte omtrent?
Og al den vage Liden, som Intet kan bøde,
den lykkeløse Rus med det uhyre Øde ...
har du kun drømt det, George, eller har du mon kendt?

Det er det Virkelige i hele dets Jammer
— ej sandt? — den stakkels Noun, hvis Hulken ej faar Luft,
som skænker Vin for Vennen i Herskerindens Kammer
og tror, at Livets Lykke er en Nat fuld af Flammer,
og at Vellyst er noget med Blomster og Duft!

Og Gudevæsnet da, den englelige Kvinde,
som svæver gennem Rummet, og som Raymond faar se
— den fine Indiana — hvis gyldne Glimt forsvinde
i slebne Spejles Dyb som en Aand eller Fe —?

O, George, er hun ej Bruden, den drømmende blege,
hvis Hjærte blev formælet med det evige Begær?
Er hun ej Idealet, hvis syge Elskovslege
slukker al anden Elskov med sit usande Skær?

Usalig den, som afstaar sin Sjælefred til hende!
Som dækker med de Kærtegn, han vier en Veninde,
et Genfærd af en anden — og paa det Skønnes Kyst
vil suge Idealet ved et virkeligt Bryst.

Vé Daaren som, naar Noun fremhvisker søde Navne
og lægger ham til Sengs, for andre Ting har Sans
end for, at Noun er smuk, og det er Tid at favne,
og faa er Nattens Timer, de flyr som en Dans.

Naar næste Morgen gryr, vil Noun med Blikket slukket,
ak den trofaste Noun, for alle Blomster plukket,
i Bølgernes Dyb have mødt Ofelia
og vendt sig fra en Elsker, af hvem hun var forsmaaet.

Og han, hvis stolte Hjærte lod Noun uforstaaet,
han elsker, gold bestandig, nu den anden? ... Lélia?