Brune, skumle Kør, som gumle
Aftengræsning efter Regn!
Hvidtjørn, lille vilde Hvidtjørn
dufter i det store Hegn.

Du har trodset Græs og Banker,
Sko og Skørter blødt' af Regn;
mellem Hvidtjørn i en Lavning
rejser du dig, vinker Tegn.

Og jeg river nogle Blomster
af den hvide, vaade Hæk
for at bære dine Farver
snar og tornet, øm og kæk,

for at kvidre dine Viser
tjørnelystig, hed og kæk,
mellem dine Bredders Skygger
slentre, Hvidtjørn, som en Bæk...

Mens fra Hegnet over Kornet,
hvor det tættes Fod for Fod,
henad Bankers Ryg, hvor Kvæget
stirrer ud med hornet Mod,

ødselt hulker regnbegydte
Nattergales Toneflod,
og mens Myg forkølet summer
om min Hvidtjørns røde Blod.

Hvidtjørn, lille vilde Hvidtjørn
fritter mig med skælmsk Moral
i det store Hegn: om andre
Egne, hvor en Duft jeg stjal. -

„Jeg er Aaen, du er Lejet.
Jeg er Vin og du Pokal.
Mine Strømme nynner Drømme
om saa mangen Høj og Dal.

„Jeg har kendt et Hjærtehøjlands
hundredaarig stærke Ørn;
kvindelige Sansculotter
har jeg mødt og Søndagsbørn.

„Røde Baand og stærke Hjærter
bærer Arbejdsugens Børn.
Men som blandt din Moders Gryder
hygger du bag Sten og Tjørn

„under dine hvide Grene
Moderskød for min Person.
Hvidtjørn, frit ej: hvilke Lande
der har drømt med Rhin og Rhon'.

„Røres end mit Dyb — jeg røber
ej din herlige Person.
Langvejs kom jeg, meget saa jeg
og vandt Ry for Diskretion."