Jeg skotter til min Rude,
hver Morgen naar jeg vaagner,
og ser, hvordan det grønnes
det Træ, som staar derude.
Hvordan de lyse, spæde
smaa Knopper have strakt sig,
jeg mærker til min Glæde,
hver Morgen naar jeg vaagner.

Og naar de grønne Blade,
en Morgen naar jeg vaagner,
med frisk, lyksalig Fylde
i Solens Em sig bade,
da vil jeg mer ej klage,
men skrive: du skal komme!
jeg ønsker dig tilbage,
hver Morgen naar jeg vaagner.

Og ved det vakte Minde
din Længsel atter vaagner,
af gamle Drømmes Aske
sig Foraars Ranker vinde.
Du husker, du har svoret ...
du husker Skovens Tykning ...
Der ligger Brev paa Bordet,
en Morgen naar jeg vaagner.