Hun er, til Trods sin røde lille Mund,
et loddent Udyr, Hoppe, Æsel, Hund,
der vifter saa fripostig med sin Hale
og fører ganske uforblommet Tale.

Hun er et Hexeridt, en Narredans,
men fin og ung som Junis grønne Dale;
hun raaber: „Ryk tre Haar ud af min Svans!
og strax forvandles de til Nattergale."

Og hendes Læbe er saa rød, som sagt,
men trind og hvid den latterfyldte Strube,
at Blodet svulmer i min Hjærtegrube.

Hun svøber mig i Hovedhaarets Pragt
og hvisker: „Mester for den nye Skole,
se, jeg er Asenindens unge Fole."