Jeg gik til en Hex, den Gang Mørket faldt paa,
til Hexen i Endor. Der lod jeg mig spaa.
Hun boede et Steds i en Gyde.
Hun kogte Sejd i en Gryde.

Hun bød mig vakkert en lædskende Skaal.
Hun knælte og spejded med Iver sit Baal.
Hun raabte: „Kong Saul, du er slagen,
jeg seer det saa klart som Dagen!"

Hun gentog med Magt: „Det er ude med Saul!"
— „Ak, Israel er opfyldt af Kryb og Kravl,
jeg ved det, Hex, jeg maa vige,
men hvad vil der ske med mit Rige?

Og, Hex, naar jeg slutter mit plagsomme Liv,
hvordan skal det gaa med min Ægteviv?
Og, vakre Hex, kan du sige,
om en Søn skal arve mit Rige?" -

„Kong Saul, det er ude med dig og dit Hus.
Din Kongeborg skal de styrte i Grus.
En Ven skal trøste din Kone.
Og den lille David skal arve din Trone."

— „Den lille David, den Harpedreng?
... Den lille David ... hvad Pokker!
Hør Hex, jeg er søvnig, red mig en Seng
i dine udslagne Lokker!

Den lille David faar Arbejde nok
med Folk og med Kone og Børneflok.
Men hvis man til Konge er kaldet,
er man Konge ogsaa i Faldet.

Der raser et Uvejr om Husets Gavl.
Hvad nævnte du David? — Her trøster sig Saul
hos Endors gentileste Hexe.
Lad David med Jøderne exe!

Den faldne Storhed, hvis Tid er forbi,
den nyder hos Hexen, hvem Aanderne staar bi,
en Hyldest, som Tronens Tyranner ej faar
eller den lille David ..."