De mødtes til Filosofi, da deres Hjerter kom i Takt,
Og vandred som paa græsgrøn Sti med Høffdings Bog i Pagt.
De vidste for hver Strid, som kom,
den skal vi ikke trætte om — uoverlagt,
men tale os tilrette om med Hjertet og Forstandens Magt.

De saas paa Auditorium, de saas ved Lørdagsforedrag,
til Diskussion, til Bal.
De agtede hinanden højt
som Elskende — før de ved bedre — skal.
De maatte nøjes med at se.
Saa skulde det i Snestorm ske ... paa Gaden Lørdagnat,
(nu drejes Skæbnens Rat!)
at begge blæste sammen midt i en Drive Sne.

Og ført af én Filosofi de bares rundt af Vindens Magt
omkring en Park i Vinterpragt.

Hun var en Kvinde indsvøbt i Betænksomhed, Psykologi,
med skindgarneret Kjole.
Hun gnistred af mandhaftigt Mod, og han blev sat i Skole!
Da greb han til en ny Logik, hvor Kvinden ej bestod.

Hun vilde ikke kysse ham,
hun paastod ikke, Kys var Skam,
men nægted Kyssenes Værdi med stolt og iskold Teori,
ja svared ham med kølig Fred:
Det er der ikke noget ved!
Og da han ikke kunde tro hos nogen Jomfru slig en Ro,
hun gav ham nogle Kys til Svar,
men stadig lige kæk og klar,
hun hævded uden Taagethed:
Det er der ikke noget ved!

Da dog lidt Sødme fulgte med, i Snefog hos en iskold Yppighed!
han fastslog sin Parole:
Det skal vi ikke trætte om, men tale os tilrette om,
det kræver først lidt Skole.
Da løses Knuden uforsagt
ved Vanens milde Magt.

Og hun blev ved, uoverlagt,
til hun tilsidst fik Sødmen smagt.
Mens han blev træt og led og flov,
hun bød ham lystre Vanens Lov
og gentog hans Parole:
Nu skulker du af Skole!
og stod saa logisk skolevant
med Skindbræm om sin Kjolekant.