Det er en Dyst at standse vilde Heste.
Det er en Dyst at vinde sjældne Kvinder,
store og smukke, som gør fager Modstand,
og gøre dem tilfreds med, hvad de tabte.

Det er en Dyst at sætte legemsstore
Skikkelser paa et Lærred, saa de lever;
og det er en Dyst, ind i en snæver Ramme
at mane Aand fra sammentrængte Verdner.

Det er en Dyst at fælde store Træer -
Men ogsaa det: at faa dem til at vokse
med kæmpestærke, vidt udbredte Arme
og Rødder dybt i Mulden — lige meget
om Træet stiger, skabt af selve Jorden,
eller som Tankedaad af Ord og Farve.

Det er en Dyst, som fryder hele Riget,
at faa lagt Baand paa vore svære Kræfter,
naar vi er lige ved at fange Sejren ...
Og det er en Dyst at gribe Livets Gang,
for een i gylden Mønst, for een i Sang,
og ikke have glemt, mens det var Tide,
det rette Ord, som da var værdt at vide.

Det er en Dyst at have Kraft som Aand
og ikke taale Straf af nogen Næve.
Hvis du fordømmes, skal du møde Dommen
med Ord, som har fem Fingre paa hver Haand.