Her kommer en Paaklædnings-Scene.
Vi søgte altsaa Gudinden
en Formiddag, hun var ene.

Det var i en Formiddagstime
med Tøsne paa Gader og Huse,
vi søgte den nye Muse.

Der lugtede brændt af Hov,
som om den skinbarlige Fanden
om Natten hos Skønheden sov.

Vi maatte vente et Korn,
hun sad just og brændte sit Haar.
Der lugted af Hov og Horn.

Hun redte sig dette Aar
i glat Empire med Krøller
og læste Romaner i Skyller.

Hun kunde blusse og blegne
for Goethe saa vel som Nietzsche.
Hun havde sin Sjæl alle Vegne,

var Nihilist, Ateist
og dertil Nykatolik,
saa snart hun led af Kolik.

Men naar hun sammenrimedes
robust med Emile Zolà,
ak Gud, hvilken Fryd hende timedes!

Nu kommer et uventet Rim.
Med Fødderne strakt paa et blaat Skind
sad hun og læste Krapotkin.

Hun sad paa en gammeldags Trefod
og var det Nyes Præstinde,
erotoman Vestalinde.

Der lugted af Lokkernes Svidning.
Hun bød med en sindssvag Forvridning
de blodrøde Læber til Bidning ...

En Muse i fordums Tide
var kysk som Maanen, der viser
bestandig den pæneste Side:

den har for Herren sit Kort vendt,
men holder sin Halvkuglebagdel
blufærdig skjult og bortvendt.

Naar Konger i Fortiden fejled,
hun holdt dem et Kongespejl for.
Nu viser hun Agterspejlet.

Hun ærgred os tit en Smule,
naar hun var saa yndig forlegen,
hun havde for lidt at skjule.

Men Musen i vore Dage,
det maa man mindre prise,
har altfor meget at vise ...

Det var i en Formiddagsstund,
og hun citerede Heine
og bød os til Bidning sin Mund.

Verlaine blev nævnt, og imens
det ude begyndte at regne,
citerte hun Digteren læns.

Men da hun med boglært Mine
og kælen Skødehunds-Snak
tog fat paa Hugo, Lamartine -

raabte min Ledsager: „Ak!
om Musens Tanker nu skiftede sig,
og hun gik hen og giftede sig

„og gav for Tryk og for Sværte
de mange Mestre Tak,
men skænked en Svend sit Hjærte!"