Sov nu og drøm din Morgen i Ro,
mens Solskinnet kvidrer let.
Dine Strømper paa Stolen, paa Gulvet dine Sko,
paa Natbordet dit Korset.
Sund og bleg i det matte Haar
drøm, drøm ung og tro.
Ej din Ven ved dit Hoved staar
i Dag, du er enogtyve Aar.

Smal er din Pigeseng og lun,
snævert dit sirlige Rum.
Slumrende selv, som et Dun mellem Dun,
gør du Tiden varsom og stum.
Et Savn af forelsket Lune mig naar,
Veninde, voksen og brun,
at sé dig, kysse dig, klappe dit Haar,
som Pige paa ti-tolv-tretten Aar.

Fortæl mig, bliver vi selv ej Mænd,
naar et kvindeligt Barn vi forstaar
og giver os kvindelig taalsomt hen
hendes enogtyve Aar — — —?
Jeg er bleven saa glad og foraarssvag,
jeg kender mig næppe igen,
naar jeg lytter til Fuglenes Pippen og Slag
derude i Haven længe før Dag.