Paa Villavejene flagrer
en hvidklædt og hellig Vaar:
de gaar med halvlange Kjoler
og bærer et sværmerisk Haar.

Og nogle er stolte og kolde,
og andre kan vittig le,
og nogle er tavse Rekrutter
i Dumhedens fagre Armé.

De lytter — med Øjne, som smiler,
med Øren, som om de forstod
hvor deres voxne Søstre
staar blege og mangler Mod.

De store er altid saa spage.
Naar først de er bragt til Fornuft,
saa blir der af Ilden og Aanden
ej andet tilbage end Luft.

Og derfor har Barnet besluttet
at gøre det gale, hun kan.
Thi siden skal hun som andre,
„forædles ved Hjælp af en Mand!"

Og før man ved af det, bliver
man hans, med Hud og Haar.
Han læser i deres Øjne
hvad ej deres Øren forstaar ...