Du skriver, hvorledes din unge Svoger
bag Forhæng og Døre du kysser tit,
mens barsk din skinsyge Søster vaager....
Du truer min Tillid og ægger mig blidt.
(Skønt Pokker ingen kan klage, naar hver tager sit).

Han holder — røber du uforfærdet -
din Haand, dog ærer I ridderlig mit.
Ak nær ved Haanden — ej langt fra Hjærtet!
og Hjærtet, mit Barn, har en Ulvs Appetit
(Skønt Pokker ingen kan klage, naar hver tager sit).

Det er just det: I er stolte begge,
at hver er ridderlig, ubestridt;
og kender da højsindet Kvinde den kække,
er Hjærtet en Kro, som gi'er Herberget frit
(Skønt Pokker ingen bør klage, naar hver kun ta'er sit).

Gyd Sne paa din Læbe og Sne over Aanden,
og husk paa det halve, du gemmer som mit;
thi hvad vil du svare, naar viet til Haanden
jeg finder ej Hjærtet, men Ulvenes Skridt?
(Skønt Pokker ingen bør klage, naar hver tager sit).

Efterskrift.

Tro, jeg ved, hvordan det ender,
da jeg selv er ulvebidt
af et Barn med hvide Tænder,
som jeg kysser altfor tit
(Skønt Pokker ingen bør klage, naar hver tager sit).