Sophus Niels Christen Claussen

12 September 1865 / Helletofte – 11 April 1931 / Gentofte

Gudinden sad paa sin Trefod

Gudinden sad paa sin Trefod,
det vrimled med Tanter og Fjanter
og Literatur-Simulanter.

Jeg hørte dem skændes og skrige.
Kun hun, den mærkværdige Pige,
lod syv og ni være lige.

Mens andre om Trefoden slaas,
tog en behagelig Lur hun
— i Skødet sin Literaturhund!

Jeg ligner Hr. B., der tror:
„i Danmark har Realismen
ej sagt sit yderste Ord".

Saa hør da med Gru, at den sovende
kyssed det lodne Bæst
(nam contra naturam est.)

Gudinden, med Øjnene lukket,
med Hunden lagt i sit Skød,
sad paa sin Trefod og vugged.

Der var ikke Ord at faa indført.
Omkring hende Striden lød
saa Tante-patetisk og pindtørt.

En Moster forsikred med Taarer,
hun elskede allermest
„en Bog, der græmmer og saarer".

Den unge Fætter Jens,
der var i Boghandlerlære -
„en rask lille Bog med Tendens".

Den femtenaars Søster mælte:
„Nej skriv noget aldrig hørt
om én, der bliver forført".

„Er Digteren J. Renegat?"
„Er Skjalden Mons ej en brav Ka'l?"
„Er Skribleren Karl mon en lav Ka'l?"

Jeg hørte dem skændes og skrige,
og hun, den mærkværdige Pige,
lod syv og ni være lige.

Hun sad som i halve Drømme,
men let hun i Vejret for
og fabled om Hundens Mord.

Saa snart jeg nævnte min Digter,
hun smilte og vrængede Mund
og strakte sig, kyssed sin Hund.

„Min aarlige Ærespris
kun tilstaas en Literaturhund
og paa den sædvanlige Vis.

„Saa snart han for Skole og Kur kun
fra B eller B. har Bevis,
da kan han som Literaturhund

„udvælge en Legemsdel
af dem, der endnu er tilbage,
som maatte ham særlig behage,

„en Del af mit Legemes Hele,
om hvilken han siden tør synge.
Dog maa han med Hundene dele".

Hun strakte Armene ud
langt og med søvnige Knæk.
Selv Trefoden knaged af Skræk.

„Han vælge, hvad Del han vil prise.
Men kom en Dag, jeg er ene,
og husk at være præcise".

Og den, som nu tror, jeg spøger
med Musens forrykte Tale,
er selv iblandt de gale.

Og mener nogen, at Heine,
hvis Vers jeg har oversat,
har smittet mig sidste Nat -

saa vil jeg ej lignes ved Heine,
det kunde ham gærne forkleine.
Jeg bider paa egne Vegne.

Nu har jeg talt med Musen.
Men hvad skal jeg anbefale?
— hendes frigjorte Mod? hendes Hale?
104 Total read