Gudinden kom en Formiddag
over Torvet i Firenze,
før nogen skulde ænse,
beskeden og i bedste Mag,
en ufordærvet Formiddag.
Men Hjærtet det har ingen Ro i Firenze.

Og da hun strax faldt i vor Smag,
fandt Smag i os Gudinden.
Hun standsed ikke, inden
hun havde os under sit Tag.
Vi fulgte altsaa Gudinden.
Men Hjærtet det har ingen Ro i Firenze.

Hun skænked os sin Rødvin først
og løste sine Sandaler.
Ej synderlig Ven af Taler
hun havde ej synderlig Tørst.
Men Hjærtet det har ingen Ro i Firenze.

Nu har jeg løst for mine Sko
og for min Ungdomsfylde.
Nu er jeg paa min Hylde,
men Hjærtet det har ingen Ro.
Gudinden var paa sin Hylde,
Men Hjærtet det har ingen Ro i Firenze.

Italien er som et Tryllespejl,
paa alle Kanter Gudinder.
Selv Middelhavet skinner
af Skønhed, som gaar under Sejl,
mens Formiddagssolen rinder.
Men Hjærtet det har ingen Ro i Firenze.