Et Marmor uden Plet er denne Dukke,
hvis lange Haar sig sort som Natten ringler
omkring det magre Legems stolte Vugge,
nær hvilket Romeo i Døden svingler.

Let blegner hendes Læbers fine Lukke.
Men intet Træk forstyrres hos den Smukke,
der hviler, som hun sov, forklaret næsten,
dræbt — mon af Maanestraaler eller Pesten?

Selv Døden rev fra disse Træk ej Masken.
Og naar hos andre Veroneserinder
vi endnu samme Dødsberedthed finder,

da lad os gløde for dem, selv i Asken,
og kranse dem og os til Bryllupsfesten ...
Forraader de os — vel, vi vælger Pesten.