Vi gik igennem Markerne.
Hun gemte paa et Smil.
Hvorfor? det vil jeg spørge om
ved næste Hvil.

Jeg mærked det paa Markerne,
som om hun sagte lo ...
de høje Straa, hvorhen hun kom,
tog til at gro.

De høje Rugax sladrede
om hendes varme Kind,
de vakled, retted sig og — tav
med Søstersind.

Hver Klinteblomst, hver Valmue
helt til det store Hegn
blev staaende og vred sig tyst
som ved et Tegn.

Og da vi kom til Skovene,
til Aaens gamle Bro,
da lo hvert Bræt for hvert et Knirk
af hendes Sko.

Og var hun træt ej segnet om,
hun havde med sit Smil
befrugtet Mark og Sti og Hegn
i flere Mil.