Flokkende Skymasser drive
fra Øst og fra Vest, fra Pol til Pol.
Og Vinden fænger i Græsset,
som skinner saa blødt i den flakkende Sol.
Bag os i Skovhjørnet svulmer
med svajende Grene de løvlyse Trær.
Alt er saa frodigt og susende friskt;
lad os hvile paa Skraaningen, hÃr!

Engenes vaarlunkne Stilhed
mig ækler som Gadernes støvtunge Luft;
Solheden tænder en Brynde,
der hærger som Skovbrand min Sans og Fornuft.
Friskt Vejr! friskt Vejr! se hvor dybblaa
gaar Søen der borte med Fraad som i Storm.
Se Skyer! se Grene og Blade,
der slænges i Virvar og aldrig faar Form!

Du skulde vide, hvor kækt
dine Klæder sig slynger for Søbrisens Pres,
blotter de røde-blaa Strømper
rundede fint i det piblende Græs!
Og over de smilende Øjne
Lokkerne glattes og Sløret sig snor.
— Lilla fru! kan du synge en Bellmann?
syng den om „Jomfru'mord"!

De skæreste Jomfruer myrdes,
des sødere Tilgang i Fruernes Ring;
det er i den syndige Verden
den allernaturligste Ting.
Er Vejret kun friskt for inden,
saa friskt som en Blæst paa den græsgrønne Jord
— lilla fru! da kan Jomfruer „myrdes",
og Skaden er aldrig saa stor.