Mens et nyt Aarhundred med Skodder af Jern
har indestængt Mennesket nær og fjern
og spændt ham til Hjulet, at trælle for Maden,
som Samson ved Filistrenes Kværn ...

Lad os drage til den frie Kant af Staden,
hvor Kong Frederik blev gammel af Aar,
og den unge Adam Oehlenschläger staar
i Bronce og løfter stolt Profilen,
som blev hans „Guldhorn" digtede i Gaar
... med Geniblinket under Hatteskyggen
og et flunkende Skyskrabermod,
som forstod han selv det, han misforstod,
med saa underlig en Vished, at Lykken
bredte Blomstertæpper ud for hans Fod.

Man har fældet en Skov af Plankeværker.
De drømmerige Havers Enemærker
er opbrudt og plyndret for Fortidens Guld.
Der er Huse, hvor der før fandtes Muld
og sjællandske Lærker.

Og Damphjul gør Larm, hvor en Gang man var glad
med Brus af Fioler og susende Kjoler
og Piger langs Væggen paa Rad.
Men Frederiksberg er endnu den grønne Stad,
hvor Livslysten flagrer og soler
sit Skind og slaar Smæld med et Blad.

Lad os søge til Forstadens Gem.
Her er Foraar paany med grønne Kranse
paa Baggrund af Byens Røg og Em.
Her er Grønsvær, som byder os at standse,
og Skygge, naar Somren skrider frem.
Her er Plads til at sværme og tænke,
skønt Sladren holder Hof paa disse Bænke,
hvor intet Argusøje bliver blindt,
hvis et nyt Aarhundreds Børn, med Krans om Haar,
sér Vaaren spejlet i en grøn Absinth.

Hvad var han vel sin Søndermark foruden?
Den unge Oehlenschläger! Rank og fri
vi sér ham komme fra en løvrig Sti,
hvor han og Steffens slentred med hinanden.
Den Passiar, de var fordybet i,
har aabnet, mens han tænksomt hæver Panden,
Guldaarerne — til al hans Poesi
og født den Følelse af Magt og Held,
hvis fine Ligevægt gør Øjet vel.

Dette Sammenspil af Lykken og Forstanden,
det blev hans Fund, som satte Præg paa Manden,
saa selv Naturens Søn, en Gadedreng,
der næsvis fløjter sit Revu-Refræn,
kan maale ham, idet han gaar forbi:
„Han der ... var et Sjeni!"

Det er Lykken, hvis ikke Forstanden,
som staar den Kække bi.

Det gør sin Mand til den grønneste Gren
i et nyt Aarhundred af Jern og Sten,
hvor andre træller og bryder Hjernen
med at kvæde en Lovsang til Kværnen.

Det er Mennesket, frit alle Dage,
der er Guldet, som vender tilbage.
Det spærres ej inde med Skodder af Jern,
det lader sig ej binde til Kværn eller Kærre ...

det er Hersker og Herre.
Der lides og kæmpes ustyrligt og vildt,
og tit gaar de dyreste Evner spildt.

Lad os søge til Forstadens Gem.
Her er Foraar, som før, med grønne Kranse
og Skygge, naar Somren skrider frem.

Lad os tage som bedste Mønt i Lommen
en Smule Ungdomslyst, et opladt Sind.
Det var hèr, naar April og Maj var kommen
med sit Pust, saa selv den sminkede Kind
viste friskere Flammer under Huden
— — — det var hèr, imellem Larm og Sværm og Træ'r,
at vi midt i Folkemængden følte Guden,
følte Livet, som vaagned og kom nær
med Somrens Lyst, som længe var forbuden.

Denne Sommersværm i Dag og i Gaar
var Byens Puls — Fornyelsen og Livet
fra Oehlenschlägers Tid i hundred Aar.