Formiddagssol i November,
Sølvspind af svindende Taage mod Blaaet.
Alt, som skal leve i Dag i Paris,
er paa Udfart og velopstaaet.

Søvndrukne Skønheder ordner med flinke
Greb deres Dragt, hvis et Skørt er i Flænger,
husker en Dumhed, som Natten har bragt,
gaber og husker ej længer.

Langstrakte øde Chausséer forbindes
over en Korsvej, hvor intet staar stille,
Livet er vaagnet og mærker sin Puls
stærkt som en hastende Kilde.

Sølvslør af Dampe, der bølger og brister,
Guldspind af Smil langs de fri Boulevarder,
Jorden er fuld af det himmelske Lys
og de vrimlende Menneskearter.

Hinduen, Tyrken, den mexikanske
Miss med de sortblanke Øjne — kommen
svøbt som en Sydfrugt i Sølvpapir
og med en Guldklump i Lommen.

Men hendes Guldfund er hendes Øjne.
Se hendes Jomfruhuds uvorne Fylde
og hendes Gang som det duvende Hav.
Det Blik maa dit Hjerte forgylde.

Lykkelig danser vor Klode mod Blaaet.
Oh denne Morgen bær i sig en Spire,
hvoraf en Verden med ét bliver til,
et Rige — det ny Empire!

Skummelt nu venter det mørke New York
Daggryets Bris paa Atlantens Vove.
Russeren drikker sin Femtids The,
og Japans Geishaer sove.

Solen staar højt over Ile de France
— Verdensriget, det nye Empire,
født paa et Solbud i Dag Klokken ti,
holder Kroningsfest lige til fire!