Tætved pløjer en Bonde sin Jord,
raaber sit Hyp monotont og kort,
Kragerne hopper i Plovens Spor
og svinger sig over hans Hoved bort.

Saadan en sivende, regngraa Dag
er som det hidsige Aandedrag,
Landsbytøsens halvmodne Bryst
sukker i sextensaars Kysselyst.

Solen føles usynlig blid,
det er Pilefløjternes Tid:
bag ved hvert Gærde paa en Sten
sidder en Dreng og skærer sig én.

Her kan jeg sprede mit dumpe Sind,
grublende, ikke træt, men tyst,
Stilheden kvidrer lun og lind,
Luften vider sig graavejrs-lyst.

Led ved en Kamp i et døvet Land,
hvor ej spørges om Tanker, Ord,
gad jeg blive en Ting — et „man",
der krøb paa den fugtige, varme Jord -

Kaste Aands-Maskeraden væk!
Som Mosens sorgløse, brune Frø
gispe i grønne Skræpper sit Kvæk,
spise og drikke, formeres og dø ...

Binde ved Maj sin Pige en Krans,
slaa et Læs Grønt til sin røde Ko,
faa sig om Aftnen en landlig Dans
paa stampet Lergulv i Gaardens Lo.