Det bliver Aften i Vorherres Gaard;
langs Himmelranden, paa en Bred af Okker,
en lille Vogtertøs med gule Haar
saar grønne Stjærner tæt som Padderokker.

Af Skyfaar græsses denne Stjærnebund,
vidt ringer over Verden deres Klokker.
Kometen er Vorherres Vogterhund,
hvis Hale vesterude vagtsomt rokker.

Ved Himlens Arne Hjorden nu sig flokker.
Men for mig selv er tændt et Velkomst-Baal.
Hun venter mig: det er vor Hyrdetime.

Og Natten sænker Skodderne af Staal,
med gyldne Røster alle Klokker kime
og taler Hjærteguldets Tungemaal.