Hun var et højst koldsindigt Kul,
hvori min stakkels Flamme
vildt rækkende fra Loft til Gulv
gad kysse Liv og bide Hul
og Hjærtets Krater ramme,
et blankt og højst koldsindigt Kul
midt inde i min Flamme.

Saatit jeg saa det onde Kul,
som gjorde mig til Skamme,
jeg segned træt paa Ovnens Gulv
og tænkte i det samme,
at jeg var død for Evighed,
i Fald jeg skulde gløde
det Kul, som laa paa Hjærtets Sted
og tynged mig til Døde.

Men atter blev jeg stolt og hed:
— Sorttindrende Krystaller,
en Dag, en Dag de falder!
Jeg sejrer eller dør derved.
Hvis dette Kul vil gløde,
er det for Evighed.
Jeg lægger mig i Asken
og dør ved hendes Flammers Morgenrøde.