Saa hvide bølger i Nattens Mørke de tætte Dampe,
der slippes ud fra Maskinen — bestraalt af en blændende Lampe.
Du selv er munter og hvid som Dampen, der slaar os i Møde,
og dine Læber i Velkomstkysset to Jærn, som gløde.
Du selv du kommer fra Mulm og Taage som Festrøg for Hjærtet
og fører mig bort, som jeg staar efter Rejsen støvet og sværtet.
Skønt Banegaarden er Efteraars-skummel og natlig øde,
ved dette Gensyn jeg finder mig atter som vakt fra de døde.
Der vaager over de øde Skinner to blanke Lanterner,
mens vore Fodtrin i Byens Gader samdrægtig sig fjærner.
Den varme Damp, som i Natten væder de rustne Skinner,
er tyk af Lys fra forbidragne Steder og Taagenats-Minder...
De sorte Dampkedlers sølvrene Aande, som længes at hylle
om alle Lande og alle Kloder sin Hvidhed og Fylde -
Den bruser endnu, da vi skimter Huset, vi snart skal betræde.
Og sagte fyldes mit eget Indre af Længsel og Glæde.
Jeg kunde kysse de lyse Vægge, til Hjærtet trykke
de Rum, som ruger paa kommende Tankers uanede Lykke -
de Rum, som skærmed min Forsken af Ilden og Kræfternes Spænding
og tillod mit Liv ubekymret at danne sin særegne Brænding.