I tætnende Hvidhed,
lette, legende
hvirvles vi, falder
med lydløs Blidhed

som Døgnfluer sarte,
hvis Puppe springer,
som Sommerfugle
med vide Vinger,

end mere tyst
end en elskende Kvindes
Taarer, som rinder;
blødere, ømmere
endnu, end hendes
Hænder berører
den elskedes Kinder.

Vi drysses,
vi drysses
som hvide Krystaller.

Hvert Fodtrin, som gjalder,
skal dæmpes,
skal tie,
skal tysses.

Hvirvlende, tætnende,
legende, kæmpende
dækker vi Jorden
dunbløde, dæmpende.
En Ørken, et Øde
vi svæver i Møde

— plukket af Vinden
den skarpe og skingrende,
isnet af Frosten
den klare og klingrende;
med Grene og Kviste,
knækkede, strø'de
blandt ligblege, døde,
stivnede Blade.

Et klirrende Ekko
fra tusende Steder,
mens hulkende Bækken
bag Isen græder. —

Græd ej!
Vi vil lægge
os skærmende lune,
at Frost skal ej saare.

Græd ej! Vi vil dække
det skarpe og haarde.
Saa spredes vi ud,
saa svæve vi ned,
drysse og glide
tætnende, skinnende,
blændende, blindende
alt med vor hvide
Uendelighed.

Fnug efter Fnug,
Flok efter Flok,
fra Skyernes Vugge
kredsende fri
— til af vort Flagreliv vi
trættede daler,
lader os fange,
lader os lukke
i Massernes Hav.

Der ligger vi, venter
i stille Fryd
uden Mæle og Lyd,
mens tættere sammen
vi trænges, vi knuges
og presses og æltes

og endelig smæltes.

Saa svinder vi, siver
i Jordens Grav.
Vi snurrer, vi kredser,
vi svinger os rundt fra
Skyernes Vugge
til Jordfladens Grav,
med tætnende Hvidhed,
med lydløs Blidhed,
lette og legende.