Et Sted i det grønne Skovtelt
fandt jeg den Skønne slumrende
henstrakt i Græsset
til Bruset af skumrende
Grene fra alle Sider,
der bølged ud og ind.
De øverste Blade rødmed
endnu af Solens Skin.
I Skovens grønne Silketelt,
hvor alle Vægge røres
bevæget af festlige Pavker,
som kun i Drømme høres,
— dèr fandt jeg den Underfulde,
hvor hun var slumret ind,
hvis Vellyst blev mig hellig
ved fagert Egensind.
Det svajed fra alle Grene,
det hvisked fra alle Steder.
Der fyldte en Eventyrbrise
hver Fold i hendes Klæder.

Kom hun fra Himmelhvælvet?
eller fra Havsens Bund?
laa dog i tryggeste Blund
paa Jorden, hvor Blomsterne skælved.
Kom hun fra Sødybets
lysviltre spraglede Hal,
dèr hvor al Dejligheds Moder
blev født af en Muslingeskal?
Eller fra Ætherens Kyst — — -
fra den frydfyldte Lund?
Og gik jeg i Himmerigs Skove —?
Hun var mit Fund.

En Drøm har kysset mit Hjerte,
og leved jeg hundrede Aar,
jeg husker de Øjenlaage,
jeg husker det bølgende Haar
og disse fine Kinder,
hvis Farve i Søvnen veg,
og Læben, som let sig aabned
saa rød og dog saa bleg.
Men allermest jeg mindes
det Nu, da hun vaagnede stille,
vaagned som Dagen til Lyset,
endskønt det var bleven silde,
og saa mig sidde bøjet
i Græsset ved hendes Fod
og saa mig ind i Øjet
og syntes at blive mig god,
og sænkede Laagene atter,
som blindet af Søvnens Tvang,
og rakte mig sine Læber
— de tavse — en eneste Gang ...