Der er et Kuld af Evaslægt
(de er som slanke Søjler)
de regner godt, de taler kækt,
de fører Kassens Nøgler.

En Slægt saa farligt ligefrem,
snart altfor kaad, snart lunken,
som fryser og vil hurtig hjem
til Mor og Varmedunken!

„Du lette, ranke! jeg er varm,
jeg vil i stolte Stunder
bestige Dionysos' Karm
og tæmme Løvehunner.

Jeg vil ej tumle Hest og Hors,
hvis jeg kan klappe Tigre;
saa fæst mig til dit Favntags Kors
med Nagler og med Spigre!"

Hun snurrer blot paa Hælen rundt,
mens du i Hjærtekrankhed
gad køle Kinden et Sekund
mod hendes høje Slankhed!

... Herre Gud fri os naadeligst
ud af vor Synd og Kummer;
led os — som alle raadeligst -
hjem til vor daglige Slummer!