En skummel, graa December. Det hvirvler paany
med Sne, som ligner Aske før den falder.
Og røgblaa vaagner Aftnen, mens Sol gaar rød i Sky,
til Julepynt, Velgørenhed og Baller.

Nu drager Storstads Tusmørket ind ad Ry og Bro,
hvor tunge, sultne Mænd sig hjemad slæber -
en sær og nøgen Danserske, Dronning uden Sko -
med grumset Smil om aabne, vage Læber!

Børn græder efter Lys. Kun en fattig Butik
ser Simon frem i Gadens Snævring skinne,
hvorhen hans Længe-elskede fra Tantens strenge Blik
er flyttet ud at bo med en Veninde.

De har bespist ham vel, og Veninden ta'r diskrét
sin Hat, da hun ser gamle Drømme spire;
og Parret, som saa længe ej har hinandet set,
har lagt sig hen at sove Klokken fire.

Har Simon glemt sin Elskede, sin „Karma", sin Sjæl?
— Man glemmer ingen Stund sin fjærne Lykke.
Men der er nære Slanger, hvis Brod har ramt vor Hæl,
og som vi til vort Hjærte dog maa trykke.

Og Tumlen gror derude, mens Aftnen falder paa,
det klirrer let i Lygten, Gassen tændes;
saa kommer Trav af Drosker, tusinde Fødder gaa,
og Stemmer svinder, Stemmer mødes, kendes!

Han ligger tavs og drømmer sig om og om igen
med lukte Øjne fra sin hvide Pude:
Veninden, praktisk djærv, som er gaaet til en Ven,
og Mina, hun, hvis Vise nu er ude ...

Er Klokken syv? et Hvin af Fabrikker! Simon sér
det dukke frem med blege, unge Piger
paa alle Strøg, mens Vrimlen teaterpyntet ler
og Lys og Lunhed op af Gaden stiger.

De trodser og de kurrer, som alt i Nat var nyt,
med raske Smil og kaade Narrebjælder.
Og der skal smigres, skændes og føres sød Dispyt,
elskes som han og Mina ... elskes — eller ...?

En Knirken! Lys i Stuen; — han farer op af Blund.
Veninden staar og hænger langsomt Kaaben
og kommer kold af Blæsten, men smilende sund,
glad for sin stærke Ungdom, sorgløst aaben ...

En Hvergarnsbajadére, barmhjærtig uden Snak,
som ærlig paa de slemme Piger skænder
og vender oprømt hjem som benaadet, fuld af Tak,
fra Mad og Vin og fra solide Venner!

„Goddag I to!" Hun sætter sig kækt paa deres Seng.
„Naa hvordan har du haft det, lille Søster?"
Og fanger Simons Hænder: „Den slemme som Dreng!"
og pludrer for ham, som en syg, hun trøster.

Et Haandtryk, mens man lider, en dæmpet Passiar
er sødt som Sangen i katolske Kirker ...
Hun er i højrød Trøje! hun ryger Cigar!
og trykker fast og venter, at det virker.

Men Mina ler og dækker medlidende sin Skat
— i Moderomsorg — lige til hans Næse:
Hun kender selv en ungdomsuskyldig Magt, som brat
kan Ild i disse Gløder blæse.

Og har Veninden bragt dem paa Sengen Mad og The
og selv spist med paany, saa godt hun orker,
har sindig klædt sig af, mens hun tit endnu maa le,
paa Timen i sin egen Seng hun snorker.

Nu stilnes Byens Trolddans, nu slukkes Støj og Gas;
Tusmørke-Feen styrter blind og splitter
sit Flagreslør, sit Perlebaands-Brus af luftigt Glas,
afsindig nøgen strakt blandt sine Flitter.

Og Mina blir vemodig og blød og blander Graad
med én, hvis Arme favne blidt og presse
og holde fast, som skvulped og drev han med en Baad
let og berust, mens tavse Timer messe.

— Imens den store Vinternat blaa har hejset op
i Rummet sin metallisk-hvide Lampe
og strør sin Pragt og Kulde fra Stadens Dragekrop
til Bondens Stald, hvor Heste staar og stampe.