Kan De huske den Dag i Paris
i Platanernes Skygge,
da jeg hævded paa Trods: „Der er Mænd,
som kan undvære Lykke —"

Og De svared: „- men andre, som dør
blot af Mangel paa Lykke."

Jeg var ung, jeg jog Sorgerne bort
med et Smil fra min Nærhed,
og jeg fandt i det dæmpede Svar
Deres „velkendte Særhed."

Skønt jeg følte alt da — trods min Tryghed
som Hjemmefødning -
paa Grund af forskellig Slags Modgang
en indre Forblødning.

II
Jeg var ung, indrulleret for nys
mellem Fremtids-Soldaterne,
og hvis et eller andet slog fejl,
jeg fortav Resultaterne.

Jeg betragted mit Land som et Sol-Land,
hvis Sag man forsvarer
omtrent som en rasende Roland:
med lange Fanfarer.

Og det gjaldt om at værge sin Ret
imod Livs-Forménerne,
for de myldrer, de myldrer saa morderisk -
tæt — Saracenerne.

Men jeg følte, hvad faa fik at se,
som en „indre Forblødning",
og jeg ofred i Stilhed paa Livs-Vævets
Stopning og Bødning.

III
Ak jeg aned som ung, da jeg prænted
en Højsang til Livet,
at jeg førte en Sag, hvis Fortabelse
forud var givet ...

Og med Briller paa Næsen besaa mig
en undrende Dommer,
som alt havde Kendelsen gemt
i de lurvede Lommer.

Jeg fornam som en Skælven, der gik mig
fra Foden til Issen,
ved at se, hvordan Livslykkens Kim
blev forkrøblet og vissen

og derhjemme kun fødte en Frugt,
der var tornet og pigget,
men sjælden til Menneskers Fryd
og Husvalelse skikket.

Og hver Drøm, som vil aabne
de bævende Hjærteblade,
fandt Kvinder, der ej kunde elske,
og Mænd, hvis Bedrift var at skade.

IV
Der er dem, som naar Døren slaas i,
sætter Foden i Sprækken,
og andre, hvis Haab slukkes ud
som en Flamme af Trækken.

Hvorfor skjule en Sandhed, jeg længer
ej gider besmykke:
„Der er Væsner — de bedste — der dør
blot af Mangel paa Lykke."

Det er højbaarne, gavmilde Trær,
der kun trives besværligt
i den Nedbør, som evig behersker
vort umilde Vejrligt.

... Der er mindre og haardføre Væxter,
der bøjer sig næsten
til Jorden, af Lyst til at brydes
med Kulden og Blæsten.

Og de styrkes af Dysten — de strittende,
knubbede Tjørne,
og de gror uden Sommer og Røgt
i et vindaabent Hjørne.

Ja, de hævder sig Plads, mens de festlige
Løvtræers Krone,
naar Lykken forlader dem, suser
med sørgende Tone.

Og man tænker: Naturen er arm,
den har været for ødsel,
og derfor skal Højskovens Løv
gives Tjørne til Gødsel.

(Skønt jeg tror, at Naturen, vor Moder,
er end mere ødsel.)

Og man ærer de haardføre Tjørn:
— som de anspænder Senerne!

Men de vrimler, de vrimler, langt værre end før
— Saracenerne.

V
Der er genfødt iblandt os en Horde
af Ny-Saracener,
som værre end Kristenvandaler
os Livet formener
og i Frihedens Navn fornægter
al Skønhed og stener.

Saracenerne tror, at et Træs
overdaadige Skygge
vil ej mer finde Plads, hvor det nye
Aarhundred skal bygge.

Og de tror, vi skal bo i et Land,
hvor kun Taagerne vælder,
ej for Menneskelunger bestemt,
men for Dyndfisk med Gæller.

Det er Venner — en Flok, fra hvis Blækhus
Fortvivlelsen vælder.
De har Skoler med mange Elever
og Skolepedeller.
(Og Blæk, kære Venner, er sort,
naar sit Blækhus man hælder.)

Det er Folk, som for Alvor har tænkt,
at Naturen har sprængt sig,
som, for at faa fuldbragt dens Værk,
ydermer har forvrængt sig.

De har indset, der bliver ej Jord
for de skønnere Væxter,
og en Fugl som vil mættes, maa synge
de fattigste Texter;

der er ingen Retfærdighed til,
hvis Natur er en anden
end den simple, der gælder for Handel,
for Spil og for ... Fanden.

Man maa huske, at to Gange to
giver stadigvæk fire,
det er ogsaa et Slags Industri,
det at spille paa Lire.

Og naar alt dog omsider er Tomhed,
der skrives i Sandet,
er det ene Slags Ry — mellem Venner -
saa godt som det andet.

Der er Venner og Gøge, som dækker
med Tingel og Tangel,
at de dyrker en Kunst, som er død
af en indvendig Mangel.

Der er fuldt af Vandaler fra Bogbodens
Loft til dens Kælder,
saa at selv ingen Roland vil redde
sit Liv, om det gælder.

De har lært, det er usundt
at tænke sig Fremtiden større.
Nej en Mand, der formoder det værste,
har sit paa det tørre.

VI
Det kan være, der spørges ej stort
efter indre Forblødning
paa Fremtidens Mark, hvor vi alle
skal tjene som Gødning.

Det kan være, den ødsle Natur
for at gøde sin Viden
maa fælde sin Storskov
og tænke paa Vidjer for Tiden.

Det kan være, vi fører en Snak,
som er lidet beskeden,
og vi helst skulde bygge os Hytter
og opdyrke Heden.

Thi de smaa skal ej hjælpe de store
at bygge Kasteller.
Men hvis noget er stort, maa det tjene
det smaa, hvor det gjælder.

Vi har hørt det af Talere,
læst det i Vers og Noveller.

Men jeg ejer kun Ord til mit Værge ...
man drager af Skeden,
den Slire, man har ... Og jeg fandt
paa et Fyndord forleden,

da jeg hilste i Landet den vrimlende
svulmende Grøde;
der dækked mangfoldig hver Jordklump,
som fordum laa øde -

da jeg bøjed mig glad for hvert Under,
der meldte sin Fødsel ...

„Men jeg tror, at Naturen, vor Moder,
er end mere ødsel."

VII
Er det muligvis sandt, at Naturen
har overanstrængt sig,
at den ældgamle Bank nu er sprængt,
og Bankøren har hængt sig?
... „Men Smaakrav, dem faar vi betalt",
har Vandalerne tænkt sig.

Det er sundt at fortvivle. Men sig mig,
hvorfor ikke Livet
skulde give os alting saa rigt,
som det altid har givet?

skulde drage for Lyset det Livskim,
vi higede efter,
skulde vække som før af vor Muld
overdaadige Kræfter?

Hvis et Tvivlerkomplot vil bestemme
om Fremtidens Fødsel,
da har jeg et Ord: Det er godt,
det er godt, I gi'r Gødsel.
Thi jeg tror, at Naturen, vor Moder,
er end mere ødsel.

VIII
... Man blir træt af at prise sit Land
og dets mange Produkter
og at hylde den snærpede Smag
ved de piggede Frugter.

Jeg har set mig forlibt i de Bær,
som var allermest røde,
og har dyrket de særegne Hjærter,
man her lægger øde.

Men de Venner bli'r sjældne, hvis Hænder
jeg længes at trykke
... de dør i det stræbsomme Danmark
af Mangel paa Lykke.